ørred

Ørred (Salmo trutta)
Ørreden er naturligt udbredt fra Atlasbjergene i Marokko til Skandinavien og Rusland. Den østlige grænse udgøres af Uralbjergene og Det Kaspiske Hav. Mennesket har dog indført ørreden til mange andre verdensdele, så der i dag eksempelvis kan findes ørreder i lande som Chile, Argentina, Sydafrika, USA og New Zealand.-

Gydning
Ørredens biologi adskiller sig ikke væsentligt fra laksens. Alle typer af ørreder, herunder bæk-, sø- og havørreder gyder i perioden oktober-februar, afhængig af vandtemperaturen.
Hunfisken vælger et stryg med hurtig strøm og stenbund til gydeplads. Her graver hun en gydegrube ved at lægge sig på siden og slå kraftigt med halefinnen. Når hunnen er klar til gydning, stiller hun sig i bunden af gruben, hvorefter hannen indfinder sig. Mens æggene afgives i en lang stråle, afgiver hannen sin sæd, og de befrugtede æg lægger sig i bunden af gydegruben mellem de store sten. Derefter slår hunnen sten og grus hen over æggene med halen, så de bliver dækket til.
Æggene klækker i april-maj, afhængig af vandtemperaturen. Når blommesækken er opbrugt efter cirka 3 uger, forlader ynglen det beskyttede miljø nede imellem grus og sten.
En lang række faktorer har indflydelse på, hvor stor en del af ørredynglen der overlever og bliver til voksne fisk. Hvis der f.eks. dukker 2.000 ørrredunger pr. 100 kvadratmeter frem af gydegruset i april, kan man som en tommelfingerregel regne med, at der efter ét år blot er cirka 30 stk. 1-års ørreder tilbage. Efter yderligere ét år vil der kun være omkring 15 stk. 2-års-ørreder tilbage. Altså knap 1 % af det oprindelige antal.
Ørreder gyder ofte i mindre bække, som med et varieret forløb slynger sig ned gennem landskabet og giver gode gyde- og opvækstmuligheder. Gydning kan dog også finde sted i åernes hovedløb. Gydevandløbene er sjældent over 5-7 meter brede og 10 kilometer lange. Dybden varierer fra 10 centimeter i strygene til godt 1 meter i de dybere høller.
Smoltificering
Efter et ophold på 1-5 år i ferskvand vandre nogle af de unge ørreder mod havet om foråret i marts-april. Disse ørreder kaldes nu for smolt. Ved smoltifikationen sker der en fysiologisk tilpasning til saltvand, og fiskene skifter farve fra en spraglet ungdragt til sølvskinnende. Omkring 25 % af smolterne er hanner, og 75 % er hunner.
Smoltene udvikler sig ude i havet til blanke havørreder. Ørreder, som ikke smoltificerer, men bliver i vandløbet, kalder man bækørreder. Endelig er der søørreder, som lever i søer.
Skønsmæssigt vil omkring halvdelen af en ørredbestand vandre til havet som smolt, mens resten bliver i vandløbet som bækørred. Der er igennem flere år lavet undersøgelser af, hvor mange smolt der udvandrer fra de danske vandløb.
Vender tilbage til samme vandløb
Når smolten vandrer ned mod havet, bliver den præget til vandløbet. Prægningen gør, at havørreden senere er i stand til at finde tilbage til gydepladsen i vandløbet, hvor den blev klækket eller udsat. Efter 1½-4 år i havet vandrer havørreden op for at gyde for første gang. Evnen til at finde tilbage til vandløbet kaldes 'homing'.

Havørred vender, ligesom laks, i stor udstrækning tilbage til det samme sted i vandløbet, hvor den selv i sin tid kom til verden og voksede op, og man har observeret, at en havørred kan anvende den samme gydeplads år efter år.
Mekanismerne bag denne evne er ikke kendt i detaljer, men der er enighed om, at det er en kompleks proces, hvor fisken bruger både syn, lugtesans og jordens magnetfelter. Lugtesansen synes at have størst betydning, når ørreden finder tilbage til åmundinger, mens synet er vigtigst, når fisken finder vej i selve vandløbet.
Der er dog også altid strejfere, det vil sige havørreder, som gyder i andre vandløb, end hvor de er klækket og opvokset.
I gydevandløbet er det helt almindeligt, at bæk- og havørreder, som jo er én og samme art, gyder sammen. Især små lokale bækørredhanner, kaldet 'snigere' (eller listepikke) har ofte held til at befrugte æg fra store havørredhunner.
Ørreder bliver det afhænger af fiskekpresset.sjældent mere end 5 år gamle, men