ørred

Ørred (Salmo trutta)
Ørreden er naturligt udbredt fra Atlasbjergene i Marokko til Skandinavien og Rusland. Den østlige grænse udgøres af Uralbjergene og Det Kaspiske Hav. Mennesket har dog indført ørreden til mange andre verdensdele, så der i dag eksempelvis kan findes ørreder i lande som Chile, Argentina, Sydafrika, USA og New Zealand.-

Gydning
Ørredens biologi adskiller sig ikke væsentligt fra laksens. Alle typer af ørreder, herunder bæk-, sø- og havørreder gyder i perioden oktober-februar, afhængig af vandtemperaturen.
Hunfisken vælger et stryg med hurtig strøm og stenbund til gydeplads. Her graver hun en gydegrube ved at lægge sig på siden og slå kraftigt med halefinnen. Når hunnen er klar til gydning, stiller hun sig i bunden af gruben, hvorefter hannen indfinder sig. Mens æggene afgives i en lang stråle, afgiver hannen sin sæd, og de befrugtede æg lægger sig i bunden af gydegruben mellem de store sten. Derefter slår hunnen sten og grus hen over æggene med halen, så de bliver dækket til.
Æggene klækker i april-maj, afhængig af vandtemperaturen. Når blommesækken er opbrugt efter cirka 3 uger, forlader ynglen det beskyttede miljø nede imellem grus og sten.
En lang række faktorer har indflydelse på, hvor stor en del af ørredynglen der overlever og bliver til voksne fisk. Hvis der f.eks. dukker 2.000 ørrredunger pr. 100 kvadratmeter frem af gydegruset i april, kan man som en tommelfingerregel regne med, at der efter ét år blot er cirka 30 stk. 1-års ørreder tilbage. Efter yderligere ét år vil der kun være omkring 15 stk. 2-års-ørreder tilbage. Altså knap 1 % af det oprindelige antal.
Ørreder gyder ofte i mindre bække, som med et varieret forløb slynger sig ned gennem landskabet og giver gode gyde- og opvækstmuligheder. Gydning kan dog også finde sted i åernes hovedløb. Gydevandløbene er sjældent over 5-7 meter brede og 10 kilometer lange. Dybden varierer fra 10 centimeter i strygene til godt 1 meter i de dybere høller.
Smoltificering
Efter et ophold på 1-5 år i ferskvand vandre nogle af de unge ørreder mod havet om foråret i marts-april. Disse ørreder kaldes nu for smolt. Ved smoltifikationen sker der en fysiologisk tilpasning til saltvand, og fiskene skifter farve fra en spraglet ungdragt til sølvskinnende. Omkring 25 % af smolterne er hanner, og 75 % er hunner.
Smoltene udvikler sig ude i havet til blanke havørreder. Ørreder, som ikke smoltificerer, men bliver i vandløbet, kalder man bækørreder. Endelig er der søørreder, som lever i søer.
Skønsmæssigt vil omkring halvdelen af en ørredbestand vandre til havet som smolt, mens resten bliver i vandløbet som bækørred. Der er igennem flere år lavet undersøgelser af, hvor mange smolt der udvandrer fra de danske vandløb.
Vender tilbage til samme vandløb
Når smolten vandrer ned mod havet, bliver den præget til vandløbet. Prægningen gør, at havørreden senere er i stand til at finde tilbage til gydepladsen i vandløbet, hvor den blev klækket eller udsat. Efter 1½-4 år i havet vandrer havørreden op for at gyde for første gang. Evnen til at finde tilbage til vandløbet kaldes 'homing'.

Havørred vender, ligesom laks, i stor udstrækning tilbage til det samme sted i vandløbet, hvor den selv i sin tid kom til verden og voksede op, og man har observeret, at en havørred kan anvende den samme gydeplads år efter år.
Mekanismerne bag denne evne er ikke kendt i detaljer, men der er enighed om, at det er en kompleks proces, hvor fisken bruger både syn, lugtesans og jordens magnetfelter. Lugtesansen synes at have størst betydning, når ørreden finder tilbage til åmundinger, mens synet er vigtigst, når fisken finder vej i selve vandløbet.
Der er dog også altid strejfere, det vil sige havørreder, som gyder i andre vandløb, end hvor de er klækket og opvokset.
I gydevandløbet er det helt almindeligt, at bæk- og havørreder, som jo er én og samme art, gyder sammen. Især små lokale bækørredhanner, kaldet 'snigere' (eller listepikke) har ofte held til at befrugte æg fra store havørredhunner.
Ørreder bliver det afhænger af fiskekpresset.sjældent mere end 5 år gamle, men

Ål

Ål
Art:Anguilla Anguilla

Ålen eller mere korrekt den europæiske ål er en spændende fisk, hvis liv endnu ikke er helt afklaret. Det er stadig aspekter af ålens vandring og forplantning som ikke er kendt.UdbredelseÅlen kan findes i vandløb, mosehuller og søer og i havet langs Europas og Nordafrikas kyster. Den er meget almindelig i Danmark.Ålens udbredelse er dog i stærk tilbagegang. Siden 1980 er 99 procent af ålene i Europa forsvundet.Bestanden menes i dag (2007) at ligge mellem 8 - 20 millioner eksemplarer, og den menes ikke at kunne overleve ud fra den bestandsstørrelse med det rovfiskeri der foregå på nuværende tidspunkt.

UdseendeKroppen på ålen er slangeagtig, den har små brystfinner og en mørk overside.Den skifter udseende igennem sit liv. Den starter som ålelarve (glasklar), bliver til glasål efter cirka tre år, herefter gulål (på grund af dens gule underside). Når den er udvokset, stopper den med at æde og ifører sig sin yngledragt. Øjnene vokser, farverne ændres, undersiden bliver hvid. Ålen kaldes nu for blankål.Den voksne ål er omkring 40 centimeter lang men under særlige forhold, med stort fødeudvalg og den rigtige temperatur, kan den blive 150 centimeter lang.

Ålen er et natdyr. Den kan blive meget gammel, som gulål, hvis dens vandring forhindres. Ålen kan i sådanne tilfælde blive helt op til 50 år gammel.Ålens vandringÅlen lægger sine æg i Sargassohavet i Atlanterhavet ud for Nordamerika. Ynglen føres fra Sargassohavet med den atlantiske strøm, ind mod Europas kyster. Der går tre år før ålelarven når kysterne i Europa. Her forvandler de sig til glasål og er nu cirka 62 centimeter lange. Når de når frem til ferskvand, bliver de til gulål, som de kaldes på grund af den gule underside. Når de er udvokset, stopper de med at æde og laver yngledragten. Øjnene vokser, farverne ændres, undersiden bliver hvid, de hedder nu blankål. Blankålen søger i en alder af 8-15 år om efteråret fra ferskvand ud mod Atlanterhavet og mod Sargassohavet for at yngle.

FødeÅlen er et bunddyr, og det er dens føde også. Det kan være små fisk, muslinger, frøer, snegle, insektlarver og rogn. Da ålen er et natdyr jages byttet derfor på denne tid. Om dagen er ålen skjult i mudderet eller under sten og vegetation.

TruslerÅlen er en meget eftertragtet spisefisk, hvilket i nogle områder (i dag i størstedelen af dens udbredelsesområde) har ført til rovdrift. Der udsættes i stor udstrækning opkøbt yngel, men langt fra nok til den store efterspørgsel.

Andre trusler mod ålen er parasitter, mijøfremmede stoffer og at opvækststeder i åer, søer og fjorde er væk.Glasålene fanges og sælges til opdrættere (i Europa genudsættes en del så de kan svømme tilbage til Sargassohavet og være grundlaget for en ny generation), men de kinesiske opkøbere genudsætter intet og har rovfisket deres egne farvande tynde.

Dræbersnegl

Iberisk Skovsnegl – ”Dræbersnegl” – Arion lucitanicus
Iberisk skovsnegl er en op til 10 cm lang skalløs brun skovsnegl som kan optræde i uhyre stort antal i haver og parker. Farven kan variere i forskellige brunlige nuancer. Den kan forveksles med andre skovsnegle bl.a. den røde skovsnegl og for mindre eksemplarers vedkommende muligvis med den brune skovsnegl. Denne nøgle skulle dog undgå dette. Visse karakterer er karakteristiske for den iberiske skovsnegl, f.eks:
rygslimen er farveløs (evt. gul hvis der trykkes hårdt)
den har lys fodslim
trækker sig kugleformet sammen som rød/sort skovsnegl
foden er hvid/lys/lysegrå eller grå (ofte hænger ryg/skjold farve sammen med farve på sider/fodsål)
grovere hudvorter end brun skovsnegl (ofte 3 kantede i vertikalt plan)
Længden afhænger af fodring og alder, således at sultede eller umodne individer er små og ældre eller velernærede individer er store. Findes ofte i haver, gærde, marker, parker og i åbent land. Det er meget karakteristisk for denne art at utrolig mange individer kan findes pr. kvm. Mængden af snegle falder drastisk i september/oktober og ikke kønsmodne/æg overvintrer.

Voksne individer af rød og sort skovsnegl er generelt lidt større end iberisk skovsnegl, hvor i mod voksne individer af brun skovsnegl er mindre end iberisk skovsnegl. Størrelsen af sneglene kan især bruges sommer og efterår, mens unge individer af skovsnegle er noget sværere at adskille på artsniveau forår og forsommer. Ofte vil en given population af skovsnegle bestå både af unge og voksne individer. Populationens andel af unge individer er generelt størst forår og forsommer. Unge stadier af Iberisk Skovsnegl vil ofte være mere lysebrune og have sorte/mørke bånd på siderne.

Brændenælde

Planten Stor Nælde (Urtica dioica) (som også kaldes brændenælde) er en staude med en fladedækkende, opret væksform. Stænglerne er firkantede, ru og tæt dækket af stive hår. Bladene er ægformede med savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn med dybtliggende ribber, mens undersiden er lysegrøn. Begge sider er dækket af stive hår. Planten er særbo, sådan at der findes rent hunlige og rent hanlige individer. Blomsterne dannes ved skudspidserne, hvor de sidder i grenede nøgler. De enkelte blomster er små og mangler kronblade. Frøene er nødder.
Ikke-synlige træk
Rodnettet består af gule, vandrette jordstængler og talrige, lodrette rødder. Alle overjordiske dele af planten er forsynet med hule brændhår, som man ukorrekt tidligere troede var fyldt med myresyre, det har vist sig istedet at være en cocktail histamin, acetycholine og 5- hydroxytryptamine (serotonin) og en endnu ikke identificeret ingrediens. Planten har et højt indhold af forskellige mineraler og vitaminer.
Størrelse
1,5 x 1,5 m (150 x 10 cm/år).
Hjemsted Stor Nælde findes overalt i landet på steder, hvor der er rigelig adgang til vigtige gødningsstoffer, specielt kvælstof. Den er indikatorplante for kvælstofrig jord og optræder i samfund med andre arter, der har samme behov.
Anvendelse
Planten er spiselig og bruges til suppe, stuvning og som krydderurt. Mineralindholdet kan udnyttes ved at bruge planten til fladekompostering eller brændenældeudtræk.

Mælkebøtte

Mælkebøtte

Kendetegn
Kimblade:Ovale med hele bladrande. Stilkede. Overfladen glat. Længde ca. 5-7 mm.

Løvblade:Nærmest lancetformede i omrids, men bredest mod den ene ende. Bladranden mere eller mindre takket. Stilkede. Overfladen glat. Bladene indeholder mælkesaft, som kan iagttages ved at trykke på et afrevet blad. Længde ca. 12-15 mm. De første løvblade på planter, spiret fra rodstykker, har form og udseende som løvbladene på unge frøplanter.

Voksen plante:Mælkebøtte er en lavtvoksende plante med rosetstillede løvblade. Blomsterkurvene sidder på 5-30 cm høje, oprette skafter. Hele planten er fyldt med mælkesaft. Tværmål på blomsterkurv ca. 30-50 mm.

Frøproduktion: Op til ca. 200 frø pr. blomsterkurv.

Frø:Kegleformet og let krumt. Tværsnit ovalt. Toppen ender i en let afbrækkelig stilk med fnugparasol. Overfladen med flere langsgående ribber, som foroven er besat med udstående takker.
Formering og spredning:Ved hjælp af frø og rodstykker.Livsvarighed:Flerårig.


Betydning
Arten optræder hyppigt i græsmarker og andre flerårige afgrøder i hele landet samt på marker, hvor reduceret jordbehandling praktiseres. Kun planter spiret fra rodstykker har ukrudtsmæssig betydning, f.eks. i flerårige græsmarker.
Kurvblomst-familien.

Ager tidsel

-
Kendetegn
Kimblade:Ovale med hele bladrande. Ustilkede. Overfladen glat. Længde ca. 8-12 mm.Løvblade:Aflange-ovale i omrids med tornede bladrande. Ustilkede. Overfladen behåret. Længde ca. 15-20 mm. De første løvblade på planter, spiret fra knopskydende rødder, har samme form og udseende som løvbladene på unge frøplanter.

Voksen plante:Ager-Tidsel er en kraftig plante med 50-130 cm høje, oprette stængler. Den kendes især på de stikkende torne på bladene. Tværmål på blomsterkurv ca. 15-25 mm. Frøproduktion: Op til ca. 200 frø pr. hunlige blomsterkurv.Frø:Skævt krukkeformet med ovalt tværsnit. Den bredeste ende med krave og tapformet griffelrest. Overfladen svagt ribbet og rillet på langs.
Formering og spredning:Ved hjælp af frø og knopskydende rødder.Livsvarighed:Flerårig.
Betydning
Ager-Tidsel er almindeligt forekommende i hele landet i alle afgrøder. Det er kun plantens vegetative stadium, som er af ukrudtsmæssig betydning. I det vegetative stadium kan planten til gengæld være stærkt generende og meget tabsvoldende..
Kurvblomst-familien.